Spiritus Omni
Spiritus Omni
De merkelige aandemaninger i
en biskops studieværelse
Et Islandsk «vidundermedium».
Den islandske professor Haraldur Nielsson om seancerne – Arme og ben forsvinder og kommer igjen. Lystunger, kvinder, sang og borddans.
Beretningerne om det utrolige aandecentrum i Vendsyssel har i Danmark bragt for dagen en lang række merkelige beretninger og likesaa merkelige ting. I «Nationaltidende» fortælles saaledes om et islandsk medium, som har latt de andægtige se og høre det ene vidunder efter det andet. Mediets navn er Indridi Indridason, en ung mand, som for en tid siden døde av tyfus. Professor Harald Nielsson ved Reykjavik universitet har git en lægere beretning om hans meriter, hvorav vi tillater os at citere;
Til en begyndelse opnaadde vi automatisk skrift og flere indentitetsbeviser. Disse manifestationer fulgtes snart av trancetale og levitationer. Adskillige gange blev mediet løftet saa høit, at hans hode berørte loftet. Til andre tider svævet sofaen omkring i værelset, mens han laa paa den. Derefter bgyndte de mest vidunderlige lysfænomener.
Endnu mærkeligere fænomener indtraf.
Ved tre leiligheter blev mediets venstre arm dematerialiseret, et fænomen, som bragte tanken hen paa den berømte tildragelse ved en senace med madame d’Esperance i Helsingfors. Armen forsvant aldeles og kunde ikke findes, skjønt vi skrudde op for lyset og lette efter den med en bekymring, man let kan forestille sig.
Ingen ord kan uttrykke, hvad jeg følte ved dette syn. En halv time senere kom armen igjen til syne, og jeg hjalp mediet at faa tøiet paa., thi kontrolaanderne hadde skubbet hans skjorte, vest og frakke op over skulderen saa armen hang nøken ned. Vi holdt seancer en eller to gange i uken i fem aar med denne unge mand og blev gode venner med hans kontrolaander.
Vi sat med mediet i et temmelig stort værelse, hvortil der støtte et litet soveværelse, som det blev os fortalt, at kontrolaanderne vilde benytte til bruk for sig selv. Kort tid før jul, som seanceren skred frem, fyldtes det lille væreøse ac et meget sterkt hvitt lys, og i dette lys saa vi en danske ved navn Jensen.
Efter nytaar viste han sig i det store seanceværelse, hvor vi sat. Han var kledt i et overordentlig smukt draperi, som gik helt ned til gulvet. Lyset strømmet ut fra ham. Vi saa ham saaledes flere gange. Undertiden syntes han at være saa virkelig som nogen av os.
En gang sto han paa sofaen i et rødlig aandelys, som om en liten sol lyste bak ved ham, og hvorfra hvitt lys strømmet. Jeg skal aldrig glemme dette vidunderlige syn. En aften stod han med føtterne paa ryggen av mediets stol, saa hans hode næsten rørte ved loftet, og en anden gang sat han med mediet paa knærne.
Paa opfordring av hovedkontrolaanden indbød vi tre vidner utenfor cirkelen til at overvære seancen en aften. Flere av cirkelens grundlæggere var akademisk utdannende, og det var os meget om at gjøre, at disse tre vidner var mænd, hvis utsagn folk vilde lægge vegt paa. Vi valgte derfor biskoppen, politidommeren og den britiske konsul. Politidommeren paatok sig at undersøke alt for at utelukke bedrag.
Disse vidner saa materialisationernes kontrolaand, som vi hadde set ham, i straalende lys 11 gange denne aften. Biskoppen, der var min onkel, spurte mig, om jeg hadde noget imot, at han tok mediet med til sit eget hus, hvilket jeg naturligvis ikke hadde. Biskoppens eget studerværelse viste sig ar være et utmerket seanceværeøse, og fænomenerne lykkedes bedre der end noget andet sted. Min kjære onkel, der døde i december 1909, var en yderst fordomsfri mand, og de kontrollerende aander vandt hans og hans hustrus hjerte, som de havde vundet vore – ved deres kjærlighet og venlighet.
Undertiden talte kontrolaanden med mediet, medens stemmerne sang, mens den oftere var taus, medens stemmerne sang, men han var oftere taus, medens sangen gik for sig, og begyndte først at tale i samme øieblik, den ophørte. Ofte bemerket vi over hele seanceværelset en herlig duft, der likesom kom over os i bølger. Vi havde ved flere leiligheter den oplevelse, at materie blev bragt gjennem materie, og en aften blev mediet selv bragt gjennem væggen ind i et mørkt, avlaaset værelse. Dette lyder utrolig, men meget, som maa synes absurd for dem, der ikke selv har oplevet det, indtræffer i nærværelse av fysiske medier. Men det er ikke desto mindre sant.